På danskIn EnglishEn françaisIntranet

Emma Gad(e)-festen

2. juni 2018

Folkevirke er med til at markere 100 året for udgivelsen af Emma Gads »Takt og Tone«

Emma Gad(e)-festen

Folkevirke er med til at markere 100 året for udgivelsen af Emma Gads "Takt og Tone"

I 2018 er det 100 år siden, at Emma Gad udgav sin bog »Takt og Tone«. Emma Gad var en af de drivende kræfter for at få bygget Kvindernes Bygning, hvor Folkevirke har til huse. Kvindernes Bygning vil hylde Emma Gad med en stort anlagt gadefest – Emma Gad(e)-festen.

Det sker med et brag af en fest lørdag den 2. juni kl. 11.00-16.00 i Niels Hemmingsens Gade, København.

Ud over de programsatte taler og musik vil der i løbet af dagen blive budt på brunch, være salg af en Emma Gad kage fra La Glace samt salg af Emma Gad-bolsjer fra Sømods Bolcher.

I gaden bliver der opstillet specialdesignede boder, så de kvindeforeninger, som bor til leje i Kvindernes Bygning, kan fortælle om deres aktiviteter og tilbud.

Folkevirke har sagt ja tak til at få en bod, hvor folkevirkere dagen igennem kan have forskellige aktiviteter og også fortælle om sine aktiviteter landet over.  Folkevirkes forretningsudvalg er i fuld gang med at planlægge arrangementer og aktiviteter. Hvis nogle af Folkevirkes kredse rundt om i landet har forslag eller gode bud på aktiviteter, så kontakt Folkevirkes kontor, så det hele kan blive koordineret bedst muligt.

Boderne bliver meget smukke – designet af medlemmer af Kvindelige Kunstneres Samfund.

I programmet er der indlagt pauser, så bl.a. Folkevirke kan få mulighed for at have aktiviteter ved sin bod og også for at kunne indgå i dialog med gadens besøgende.

Dagens foreløbige program
 Kl. 11.00: Gaden åbner med en velkomst ved formand for Kvindernes Bygning Annemarie Balle. 
Brunch med kaffe, croissant, Emma Gad-kage m.v. 
Kvindeforeningernes boder åbner.

Kl. 11.45:Helligåndskirkens klokkenist Ørjan Horn Johansen spiller musik skrevet af kvinder.

Kl. 12.00: Festtale ved forfatter Pia Fris Laneth. 
Pia Fris Laneth er prisbelønnet forfatter, journalist og fortæller. Hun blev landskendt for bestselleren »Lillys Danmarkshistorie«. Hendes bog »1915 – da kvinder og tyende blev borgere« fik Weekendavisens litteraturpris. Pia Fris Laneth har redigeret den nye Takt og Tonebog fra forlaget Frydendal.

Kl. 12.20: Præsentation af ny debatbog Takt og Tone fra forlaget 
                Frydenlund.
Debatbogen præsenteres af de to redaktører tidl. kulturminsiter Jytte Hilden og forfatter Pia Fris Laneth. 

Kl. 12.30: Musik – Band Mizgin.
Musikeren Mizgins musik har rødder i den kurdiske folkemusik og er desuden præget af nysgerrighed og åbenhed over for andre kulturers musiktraditioner. Hun er selv komponist, sanger og saxspiller og ledsages af Anders Honoré på sax og Mirweis Fedai Ahmed på tabla.

Kl. 13.00: Erhvervskvinde Inge Correll.
Inge Corell er kendt som takt- og tone-ekspert. Hun har i en årrække drevet Havreholm Slot. Har modtaget prisen »The Leading Women Entrepreneurs of the World« og været kåret som »Årets Danske Erhvervskvinde«. Inge Correll har skrevet to bøger om takt og tone.

Kl. 13.15: Journalist Simi Jan.
Simi Jan er korrespondent for TV2 Nyhederne og dækker hovedsageligt Mellemøsten. Hun har i en årrække boet i Pakistan og Afghanistan, og modtaget flere priser for sit arbejde, bl.a. Danners ærespris, Mathildeprisen. Årets TV-talent og Berlingske fonds journalistpris. I 2015 blev hun hædret som "Lyserød Elefant nummer 100" i forbindelse med 100-året for kvinders stemmeret. Er forfatter til den anmelderroste bog »Til te hos Taleban«.

Kl. 14.00: Livgarden spiller.
Fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps, der til daglig tæller 36 musikere, kommer Christian IX Ensemblet. Besætningen med ni musikere var meget almindeligt for 100 år siden, hvor der var masser af disse små musikkorps. Ensemblet spiller musik fra Livgardens velkendte repertoire og særlig musik, der markerer dagen med både takt og tone - bl.a. musik skrevet af kvinder.

Kl. 14.30 Centerleder Trine Baumbach
Trine Baumbach er lektor i strafferet på Københavns Universitet. Hun er fagansvarlig for strafferetlige, menneskeretlige og medieretlige fag, ligesom hun er medlem af Radio og TV-nævnet. Trine Baumbach vil tale om takt og tone i det offentlige rum.

Kl. 14.45: Astrofysiker Anja C. Andersen.
Anja C. Andersen er astrofysiker ved Niels Bohr Institutet i København. Hun er tilknyttet Københavns Universitet, Dark Cosmolgy Centre, og er en meget aktiv formidler af astronomisk forskning. Har udgivet flere videnskabelige bøger og modtaget flere priser – bl.a. Rosenkjærprisen, Dansk Magisterforenings forskningspris, Mathildeprisen samt H.C. Ørsted Medaljen i sølv.

Kl. 15.45: Helligåndskirkens klokkenist Ørjan Horn Johansen spiller musik skrevet af kvinder.

Kl. 16.00: Emma Gad(e)-festen slutter og kvindeforeningernes boder lukker.

Ses vi?

 

Medlem af Dansk Folkeoplysnings Samråd