Telefon: +45 33 32 83 11 (tirsdage) | E-mail: folkevirke@folkevirke.dk | CVR nummer 55704414

Oplevelser og kreativitet fyldte efterårsferien

Om Folkevirkes B/B-lejr i 2011

Af Folkevirkes næstformand Jeanne Bau-Madsen

BBlejr 11

For 35. gang har Folkevirke holdt en vellykket bedstemor/børnebørn-lejr i skolernes efterårsferie. I Vejby Fed ved Middelfart mødtes de 47 deltagere. Stedet er en DUI-Lejr, som ligger ved stranden og med en stor forboldbane bag huset.

Her tilbragte bedstemødre, to bedstefædre og 30 børn fem dejlige dage. Lejrlederen Helle Bruun havde gjort et stort arbejde forud, så både sportsdag og - som noget nyt - en værkstedsdag gav nogle gode og spændende oplevelser.

Til sportsdagen deltog Michael Bruun. Han har altid nogle rigtige sjove ideer til, hvordan både børn og voksne kan få rørt sig. I år styrtede det ned da vi begyndte, men det stoppede hverken børn eller Michael Bruun, så bedstemødrene måtte finde paraplyerne frem. Vi spillede bl.a. blindefodbold og bowling med hvidkålshoveder, som skulle ramme nogle mælkekatoner med sand i. Om eftermiddagen fortsatte vi med frisbee-rundbold og nu var det heldigvis blevet tørvejr.

Næste dag havde vi værkstedsdag med perlearbejder, malerier, linedans og papirfoldning. Desuden blev der lavet bål og bagt snobrød. Heldigvis var der mange dygtige bedstemødre, så der kom mange flotte ting ud af arbejdet. Om aftenen var der natløb. Det foregik i lunt og klart vejr, så det var et eventyr af stjerner. Nogle så endda et stjerneskud!

Torsdag var der festmiddag og optræden. Bedstemor Anna havde haft travlt hjemmefra med at klippe blomsterhoveder til alle. Disse skulle hver især dekorere, og da de blev lagt på guldduge blev det nogle meget flotte borde, hvor vi spiste flæskesteg og is. Efter middag var der optræden. Børnene havde øvet sig hele ugen, og det blev nogle meget festlige timer, før alle gik trætte i seng.

Fredag kørte vi hjem med en masse gode oplevelser, nye venskaber og et "På gensyn til næste år!"